En stor del af vores viden om kroppens funktion på det molekylære niveau - biokemien - er opnået ved at tage en vævsprøve, f.eks et kyllingefoster og centrifugere det så cellerne slås i stykker og væskerne skilles fra det faste stof. Herefter kan man analysere og lave forsøg med væskedelen. Og man har opbygget en uhyre detaljeret viden om de kemiske processer der foregår i biologisk væv.
Men selv om man kender alle enkeltdelene og påstår man ved en del om hvordan de udvikles, så er det helt umuligt at genskabe kyllingen ud fra delene.

Biologiens centrale gåde
Et af biologiens helt store ubesvarede spørgsmål er: Hvad styrer dannelsen af form?
Hvordan ved cellerne hvordan og hvor de skal dele og differentiere sig?
Da det humane genom projekt blev afsluttet i 2001, var der store forhåbninger til at man nu endelig kendte alle menneskets gener og kunne forstå hvordan kroppen dannes. Men det viste sig at vi mennesker kun har ca 24.000 gener, hvor tidligere estimater pegede på tal mellem 100.000 og flere millioner. Til sammenligning har vi kun en anelse flere gener end mus. De en millimeter lange rundorme har 19.000 gener og vandlopper har 31.000. Der er altså noget i teorien der slet ikke passer sammen. Måske er generne slet ikke så overordnet styrende som vi alle har lært?

Kunne det tænkes at der findes en slags formdannende energifelter eller blueprint, der styrer biokemien?
I "En ny tids biologi" ser vi nærmere på teorier der peger i denne retning.