Mennesket er et rytmisk væsen, hvor stort set alle delprocesser foregår i velordnede og synkroniserede cyklusser. Eksempler kunne være: Hjernesvingninger, åndedræt, hjerterytme, fordøjelsesrytme, hormoncyklus, osv.

Et ungt forskningsfelt ”kronobiologi” er skudt op, som beskæftiger sig med den tidsmæssige organisering af fysiologiens.

Det der gør disse rytmer så spændende er at de forskellige frekvenser er tilpasset til hinanden og i stor stil påvirker hinanden.

Man kan se kroppen som en stor mobile (uro) konstrueret af rytmisk svingende dele, påvirkes en del, reagerer alle de andre med uro.

Hjertet som taktstok
Opfinderen af penduluret hollandske Christian Huygens (1629-95) opdagede, at ure der står i nærheden af hinanden har tendens til at synkronisere sig med hinanden så alle pendulerne slår i takt. Og at det er det stærkeste pendul der bestemmer takten.

Dette princip (entrainment) har vist sig at gælde for mange rytmiske systemer, også i biologien. Menneskets stærkeste pulsgiver er hjertet, og fascinerende nok har det vist sig at hjertet kun kan synkronisere eller indfange rytmerne fra de andre dele, hvis menneskets sind er i ro. Hvis tankerne er harmoniske synkroniseres alle rytmerne!

Dynamik
Det er et grundlæggende princip at ingen biologiske rytmer er 100% eksakt maskinagtige som en rytmeboks, men derimod dynamiske og fleksible, konstant tilpassende sig hinanden i en stræben mod en fælles ligevægt.
Ordet homøostase bruges ofte om en sådan ligevægt, men det er uheldigt fordi “stase” betyder stilstand, en tilstand hvor alle parametre står stille på det mest "optimale" niveau.
Nu ved vi at det sundeste er kraftig, men rytmisk synkroniseret (kohærent) variation.

 

Måske bliver det en dag en helt naturlig ting at sygeplejersken ”tager rytmerne” når hun alligevel er i gang med puls, blodtryk og temperatur?

Mere om biologiske rytmer på En ny tids biologi